Tante Grøn
En strikkeprøve til at måle strikkefastheden med. Den ligger på en bog i sollyset. I baggrunden er et pindesæt fra Seeknit.

Alt du skal vide om strikkefasthed og strikkeprøver

Udgivet af Signe K. D. 17. maj 2024

Det kan være svært ikke at begynde på et nyt projekt med det samme, men har du ikke styr på din strikkefasthed, kan det have en stor betydning for det færdige produkt – specielt for nye strikkere, men lige såvel for den erfarne strikker. Men hvad er strikkefasthed, og hvorfor er den vigtig? Det kan du blive klogere på lige her.

Hvad er strikkefasthed og strikkeprøver?​

Lad os starte med at slå fast hvad strikkefasthed er. Strikkefasthed er antallet af masker du har på et givent område, og er afgørende for, at det færdige resultat passer til opskriften. Derfor er det vigtigt at du tester din strikkefasthed, inden du går i gang. Når du skal tjekke om din strikkefasthed passer, strikker du en strikkeprøve.

En strikkeprøve er en kvadratisk test af mønsteret og pindestørrelsen til det kommende projekt og består oftest af et målbart område på 10 x 10 centimeter, medmindre andet er angivet i opskriften. I strikkeprøven tester man, om de pinde, der er angivet i opskriften, passer til den strikkefasthed, man selv strikker med. Det er ikke atypisk, at man laver et par strikkeprøver, inden man går i gang. Det er her man tester, om det er nødvendigt at gå op/ned i pindestørrelse for at ramme strikkefastheden fra opskriften.

Betydningen af strikkefasthed

Der er flere faktorer, der kan have betydning for din strikkefasthed. Strikkefastheden sikrer at du strikker på samme måde som personen der har udviklet opskriften. Der er nemlig ikke to personer, der strikker ens. Vidste du for eksempel at:

  • Nogle mønstre kan give sig efter vask
  • Der er forskel på strikkefasthed fra designer til designer – og fra opskrift til opskrift
  • Strikkeprøven kan være forskellig afhængigt af hvor og hvordan man måler
  • Du bør vaske og blokke din prøve, for at se om strikkefastheden passer efter vask
  • Mange øvede strikkere laver slet ikke en strikkeprøve?

Det sidste kommer måske som et chok for dig, men faktisk er det ofte sådan, at erfarne strikkere lærer deres strikkefasthed så godt at kende, at de ved hvornår de skal gå op/ned i pindestørrelse i en opskrift. De resterende faktorer, kommer vi ind på herunder.

Ni forskellige strikkeprøver til at måle strikkefastheden med. De findes både i glatstrik, mønster og struktur. Forrest i billedet er en hvid strikkeprøve i strukturstrik.
En strikkeprøve hvor strikkefastheden bliver aflæst med en strikkefasthedsmåler i træ.

Sådan laver du en strikkeprøve

En strikkeprøve er som udgangspunkt altid 10 x 10 centimeter. Men du bør altid lave din strikkeprøve ca. seks masker større (tre masker i hver side), da den første og sidste maske ofte er lidt strammere end normale masker. Det vil desuden gøre det nemmere for dig at aflæse.

Eksempelvis hvis strikkefastheden skal være 21 masker, så slår du 27 masker op. På den måde får du en kant på tre masker på hver side. Husk også at strikke seks ekstra rækker, for at opnå samme effekt i toppen og bunden af strikkeprøven.

De ekstra masker tæller ikke med, men de yderste masker folder sig ofte lidt sammen eller er lidt strammere, hvilket giver et misvisende billede af strikkefastheden hvis disse måles. Når man måler midt på strikkeprøven får man desuden et mere retvisende resultat, da man ikke måler på stramme kanter. Derudover er der mere plads til at maskerne “falder på plads” ift. Opskriften. Herefter afgør din type af strikkeprøve, om du har behov for at lave en kant rundt om strikkeprøven, bestående af et par retriller, hvilket man typisk gør med glatstrik, da den netop ruller sammen i kanten.

Vil du gerne se på video hvordan du skal lave en strikkeprøve, så har vi lavet en video til dig, som du kan se på vores YouTube-kanal.

Strikkeprøve med strukturstrik

Det er endnu vigtigere at lave en strikkeprøve, hvis du skal strikke strukturstrik, som fx snoninger eller rib. Det skyldes, at teknikkerne ofte er lidt anderledes end almindelig glatstrik. Strikkeprøven er derfor en god øvelse i at lære teknikken at kende, men også fordi, at strukturstrik ofte er designet til at give sig efter vask. Derfor vil dit færdige projekt også se mindre ud, før du vasker det.

Vask strikkeprøven inden du måler strikkefastheden

Det er vigtigt at du vasker og blokker strikkeprøverne inden du måler, for at få det mest retvisende resultat. Dette hænger sammen med, at du vasker dit færdige strik. Derfor kan strikkeprøven vise hvad garnet kan tåle, i forhold til, om det skal vaskes på en anden måde end hvad du normalt gør. Det er også her, du ser hvordan mønsteret arter sig. Altså om det vil give sig i det endelige resultat, og om strikkefastheden kommer til at passe. Bruger du noget andet garn end i opskriften, kan du desuden se hvordan det arter sig ud fra mønsteret.

Sådan måler du din strikkeprøve

Efter du har vasket din strikkeprøve, skal du måle strikkefastheden på den. Vi anbefaler at du måler din strikkeprøve på et fast underlag og bruger en strikkepind til at tælle med. På den vandrette led tæller du “V’erne”, og på den lodrette led tæller du hvert “ben” i v’et.

Foretrækker du en demonstration af hvordan du skal måle din strikkeprøve, kan du se Sara måle en strikkeprøve i videoen her.

Hjælpemidler til strikkeprøven

For at tjekke om du har det rigtige antal masker og rækker, så anbefaler vi, at du bruger en strikkefasthedsmåler. Det smarte med en strikkefasthedsmåler er, at den fastholder din strikkeprøve, så den er nemmere at aflæse. Derudover fylder den ikke alt for meget i en skuffe eller projekttaske, så du nemt kan finde den, når du skal bruge den. Som du kan se herunder, findes de i et væld af udgaver. Nogle har et helt felt til aflæsning, andre kun et lille udsnit. Der findes også de små på 5 x 5 centimeter, som er nemme at have med. Her skal man blot huske på at gange antallet med to, så man får resultatet på 10 centimeter, som de fleste opskrifter tager udgangspunkt i. Her vil vi blot anbefale dig at finde den løsning, der passer bedst til dig og din proces.

Gode råd til din strikkeprøve

Det kan være meget overvældende at høre om betydningen af strikkefasthed og strikkeprøver. Derfor får du lige et par gode råd med dig, når du skal begynde.

  1. Vær tålmodig
    At opnå den rigtige strikkefasthed kan tage tid og strikkeprøver. Vær tålmodig og juster, indtil det passer med opskriften. Det er også helt okay at trevle dit projekt op, hvis det ikke ser rigtigt ud.
  2. Tjek opskriften inden du går i gang
    Dette er det bedste råd, vi kan give dig i forbindelse med dine strikkeprojekter: Skim altid opskriften inden du giver dig i kast med den. Dette kan gøre det nemmere at undgå fejl og at skulle starte forfra.
  3. Tag noter
    Skriv ned, hvilken pindestørrelse du bruger, og hvordan dine prøver ændres. Dette hjælper dig med at holde styr på, hvad der virker bedst.

 

Har du nogle spørgsmål, eller har du brug for vejledning, kan du finde os i Vestergade 7 i Odense, via telefonen på 66 13 24 48 eller på mail [email protected]

Vi bliver ofte spurgt om
En person er ved at måle sin strikkefasthed på sin strikkeprøve, med sin strikkefasthedsmåler.

Hvis garnet ikke rækker, er det fordi du har strikket for stramt eller ikke har overholdt opskriftens mål. Garnforbruget er beregnet ud fra opskriften og målene dertil. Det er nærliggende at kigge på, om du har overholdt strikkefastheden. Desværre er svaret, at du enten må trævle projektet op, eller købe mere garn.

Hvis din strikkeprøve er for kort, er det fordi du bruger en strikkepind, der er for lille. Når din strikkefasthed ikke passer i højden, vil garnet ikke komme til at række. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at hvis dit garn er for tyndt i forhold til det, der er angivet i opskriften, vil din strikkeprøve, og dermed det endelige resultat, ligeledes ende med at være for småt.

Mange opskrifter i dag bliver ikke udviklet ud fra antal pinde, men centimeter – altså længden på f.eks. sweateren. På den måde kan man strikke, indtil man enten når længden fra opskriften, eller den længde, man selv ønsker.
Du kan vælge at fortsætte med din strikkefasthed, men så skal du beregne mere garn til dit projekt.

Har din strikkeprøve for mange masker, skal du gå en pindestørrelse op. Vi anbefaler at du går efter maskeantallet, og ikke centimeter, når du skal slå din strikkeprøve op. Som tidligere nævnt, skal du slå det antal masker op, som står i opskriften, derudover slår du seks masker op (tre i hver side). De 10 centimeter i opskriften er nemlig udregnet, ud fra antal masker i det færdige produkt. Vi anbefaler at prøve at gå en pindestørrelse op, da vi skal have strikkeprøven til at “vokse”/fylde mere.

Hvis din strikkeprøve har for få masker, så anbefaler vi at du prøver at gå ned i pindestørrelse, da vi skal have strikkeprøven til at blive mindre. Husk på, at når du laver din strikkeprøve, så skal du slå det antal masker op, som står i opskriften. Derudover slår du seks masker op (tre i hver side). De 10 centimeter i opskriften er nemlig udregnet, ud fra antal masker i det færdige produkt.

Når du skal måle din strikkeprøve, så er det vigtigt at du måler midt på strikkeprøven. Af den årsag anbefaler vi også at du laver strikkeprøven større end præcist det antal masker du skal bruge.

Det gør det nemmere for dig at måle opskriften med en strikkefasthedsmåler, og så er det mere retvisende, da den første og sidste maske ofte er strammere, og nemt ruller sammen. Der kan nemlig være forskel på hvordan man slår sine masker op. Derudover er der mere plads til at maskerne “falder på plads” ift. opskriften.

Ja, det kan det sagtens. Vi strikker alle forskelligt, så det kan sagtens være, at du skal en pindestørrelse op/ned ift. opskriften.

Det er vigtigt at huske på, at det ikke er farligt at gå op eller ned i pindestørrelse. Det vigtigste når du strikker din strikkeprøve er, at det er så tro ift. din strikkefasthed, da du ikke skal stramme eller strikke løsere end hvad der er naturligt for dig. Strikkefastheden er bestemt, ud fra det udtryk, som mønsteret skal give, og det kan ændre sig alt efter om det er for løst/fast.

OBS! Strikker du i merinould eller i mønster, skal du være forsigtig med at gå for mange pindestørrelser op. Det skyldes, at det kan udvide sig en lille smule. Opskrifter med merinould eller mønster er ofte designet til at skulle give sig en smule efter vask.

REGISTRER

Dine personlige data vil blive anvendt til at understøtte din brugeroplevelse på webshoppen, til at administrere adgang til din konto, og til andre formål, som er beskrevet i vores Politik for personoplysninger.

    0
    Din Kurv
      Udregn levering
      Tilføj rabatkode