Grace Blouse – Digital strikkeopskrift
Digital opskrift på Grace Blouse fra Tante Grøn
Grace Blouse strikkes oppefra og ned i hulmønster. Først strikkes ryggen, derefter skuldrene hver for sig, som samles til forstykket. Når både ryg og forstykke er færdige, samles de, og kroppen strikkes rundt. Ærmerne strikkes ved at samle masker op langs ærmegabene og strikkes rundt. Til sidst afsluttes blusen med en i-cord kant langs krop, hals og ærmer.
Størrelse:
1 (2) 3 (4) 5 (6)
Svarer ca. til str. S (M) L (XL) 2XL (3XL/4XL)
Mål:
Overvidde: ca. 100 (110) 120 (130) 140 (150) cm.
Længde: ca. 49 (51) 52 (54) 55 (57) cm.
Strikkefasthed:
14 m x 18 p = 10 x 10 cm i mønster på pinde 6 mm efter vask og blokning.
Størrelsesguide:
Grace Blouse er designet med et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 15-20 cm, hvilket giver blusen et løst og luftigt snit. Størrelserne 1 (2) 3 (4) 5 (6) svarer ca. til str. S (M) L (XL) 2XL (3XL/4XL) og passer til et brystmål målt på egen krop på ca. 80-85 (90-95) 100-105 (110-115) 120-125 (130-135) cm. Målene på den færdige bluse er overvidde ca. 100 (110) 120 (130) 140 (150) cm og længde ca. 49 (51) 52 (54) 55 (57) cm. Disse mål gælder kun, hvis strikkefastheden overholdes. Mål dig selv, inden du går i gang med at strikke, for at finde den størrelse, der passer dig bedst. Hvis du måler 100 cm rundt om brystet (eller det bredeste sted på din krop), anbefales størrelse 3 (L). En bluse i denne størrelse har en overvidde på 120 cm og giver et bevægelsesrum på ca. 20 cm.
Materialer:
5 (6) 6 (7) 7 (8) ngl Soft Silk Mohair fra Tante Grøn (70 % mohair, 30 % silke / 25 g = 210 m) strikkes sammen med enten 3 (4) 4 (5) 5 (5) ngl Bio Blomsterfrø fra Tante Grøn (100 % økologisk bomuld / 50 g = 178 m) eller 2 (2) 2 (3) 3 (3) ngl Tweed fra Tante Grøn (50 g = 350 m / 100 % uld).
Arbejdet strikkes med tre tråde: to tråde Soft Silk Mohair og én tråd af enten Bio Blomsterfrø eller Tweed fra Tante Grøn.
Vejledende pinde:
Rundpind nr. 6 (40 cm og 80 cm eller 100 cm).
Farver på billederne:
Den brune er strikket i Soft Silk Mohair – 106 Bakery og Bio Blomsterfrø 161 Milk Chocolate. Den hvide version er strikket i Tante Grøn Tweed – 80 Oyster og Soft Silk Mohair – 102 White Dove.
Dette er en digital opskrift som sendes som en PDF-fil via email. Se vores handelsbetingelser for mere information.
| Sprog / Language | Dansk, Deutsch, English, Nederlands, Norsk, Svenska |
|---|




























