Marie Top – Digital strikkeopskrift

50.00 kr.
Ryd
Beskrivelse

Marie Top strikkes oppefra og ned i et stribemønster. Først strikkes ryggen, hvorefter der samles masker op langs ryggens opslagskant til skuldrene, som strikkes hver for sig med udtagninger for at forme v-halsen. Herefter samles disse til forstykket, som strikkes færdigt, inden der strikkes rundt på kroppen. Den let forlængede skulder giver en naturlig dækning omkring ærmegabet og en god pasform. Alle kanter afsluttes med en i-cordkant.

Størrelser og mål:
1 (2) 3 (4) 5 (6) 7 (8) 9
Svarer ca. til str. XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL

Størrelsesguide:
Marie Top er designet med et negativt bevægelsesrum på ca. 2 – 8 cm. Vælg størrelse ud fra dit brystmål målt på egen krop. Størrelse 1 (2) 3 (4) 5 (6) 7 (8) 9 passer til brystmål på ca. 82-85 (86-90) 91-96 (97-102) 103-112 (113-122) 123-132 (133-142) 143-152 cm. Disse mål gælder kun, hvis strikkefastheden overholdes. Mål dig selv, inden du går i gang med at strikke, for at finde den størrelse, der passer dig bedst. Hvis du fx måler 96 cm rundt om brystet eller det bredeste sted på kroppen, anbefales størrelse 3 (M). En top i denne størrelse har en overvidde på 90 cm og giver et negativt bevægelsesrum på ca. 6 cm.

Mål:
Overvidde: 80 (84) 91 (96) 103 (113) 123 (133) 143 cm
Længde målt fra skulder: 52 (52) 53 (54) 57 (60) 62 (63) 64 cm

Materialer:
Bundfarve: 150 (200) 200 (250) 300 (300) 350 (400) 450 g Bio Blomsterfrø eller Marble fra Tante Grøn (50 g = 178 m)
Mønsterfarve: 50 (50) 100 (100) 100 (100) 100 (150) 150 g Bio Blomsterfrø eller Marble fra Tante Grøn (50 g = 178 m)
Tip: For at opnå et tydeligt meleret mønster er det en fordel at vælge to farver med stor kontrast mellem bundfarve og mønsterfarve.

Vejledende strikkepinde:
Rundpind 3,5 mm (60 eller 80 cm)
Rundpind 3 mm (40, 60 og 80 cm)

Strikkefasthed:
22 m x 32 p = 10 x 10 cm i glatstrik med stribemønster på pind 3,5 mm efter vask og blokning.

Sværhedsgrad – let øvet:
Du skal blot være let øvet for at kunne holde styr på stribemønsteret, strikke i-cord-kanter og samle masker op langs halskanten med udtagninger.

Læs mere om Tante Grøn Odenses sværhedsgrader her.

Farver på billederne:
Den beige/blå version er strikket i Marble i farve 8 Sand og Bio Blomsterfrø i farve 124 Marine.
Den beige/brune version er strikket i Marble i farve 8 Sand og Bio Blomsterfrø i farve 40 Chokolade.
Den sort/beige version er strikket i Bio Blomsterfrø i farve 2 Sort og Marble i farve 8 Sand.
Den grønne/lilla version er strikket i Marble i farve 9 Green Tea og Bio Blomsterfrø i farve 65 Lys Lavendel.

Yderligere information
Sprog / Language

Dansk, Deutsch, English, Français, Norsk, Svenska